Lokefar.dk

Onsdag dag på klinikken var ikke særlig speciel. Der er ihvertfald ikke noget der springer frem i hukommelsen. Er dog mere eller mindre fast begyndt at køre noget af behandlingen af patienterne så det er rigtig cool. Da dagen sluttede på klinikken fik jeg afvide at jeg først behøvedes at komme kl. 930 dagen efter. Yes, en times søvn mere! Jeg kom hjem og der kørte dagen ellers mere eller mindre som den plejer. Et afsnit eller to af en serie, ud og handle ind og så ud og lave mad i køkkenet og vente på at folk dukker op derude således at det bliver tid til snak. Det samme skete denne aften. Kom igang med en længere snak med Fernanda og Rafael (Kæresteparret fra Brazilien) omkring forskellen i uddannelsessystemer, sundhedssystemer og politik fra Brazilien til EU/DK. Rigtig rigtig interessant. Pt. kører der en joke i lejligheden om at alle brazilianerne render rundt i junglen kun med et blad foran de private dele og kun lever af kokosnødder og bananer og af at sælge kaffe til resten af verden.

Jeg nævnte på et tidspunkt for dem at jeg var ked af det men at jeg synes at man fik det indtryk i Europa at alle sydamerikanske regeringer var korrupte. De fortalte så hvordan de så på det og fortalte om hvordan det var i Brazilien og at nogen gange var regeringen mere korrupt end andre og sådan. Senere i samtalen kommer en af spaniolerne ud (Paulino) og cirka i samme øjeblik siger jeg så til brazilianerne “Nå ja men jeres mening tæller ikke. I har jo en korrupt regering”. Han stod fuldstændig paf! Han havde ikke hørt da vi havde snakket om det tidligere så man kunne se på hans ansigtsudtryk at han bare tænke “Nej det sagde han bare ikke!”. Fik forklaret det hele til ham så gik det bedre.

Senere kom flere ud i køkkenet og det endte med snak og andet indtil kl. 1 om natten eller sådan. Så meget for at kunne sove én time ekstra!

Næste morgen kom jeg for sent. Havde egentlig nået metroen i okay tid (dog planlagt at jeg ikke skulle forbi det vanlige morgenmadssted) men det viser sig så at jeg normalt tager metroen lige inden myldretid om morgenen så idag ramte jeg pladask ind i den! Det betød at der ikke var plads i første tog, men først i næste og kom derfor 5 min. for sent til klinikken. Min tutor sagde det var iorden. Hun havde heller ikke regnet med at jeg ville komme til tiden nu hvor jeg skulle afsted midt i myldretid. Hele dagen var jeg dog godt træt. Der skete ikke så meget interessant den dag. Havde lidt patienter i samarbejde med min tutor og ellers gik dagen som de plejer at gøre med patienter, diskusion om forskelle i fysioterapi tilgangen og om andet fysioterapeutisk… Nå ja og så den vanlige hønsegårdssnak om alle mulige emner jeg ikke kan følge med i.
Aftenen var rimelig stille og rolig og halv tidlig i seng da jeg var mega smadret.

Så blev det fredag. Dagen som endte med at blive døbt, dagen for første. Grunden til dette skyldtes at jeg havde en patient helt for mig selv i en hel time helt alene. Hvorfor det blev sådan skyldtes at hende jeg ikke kan lide, enten kom for sent eller havde glemt at hun havde en patient så min tutor var nødt til at tage sig af den patient imens jeg så tog mig af vores. Super coolt! Så kan man også ligesom fornemme at de stoler på en. Det gav et godt boost til resten af dagen. Senere på dagen præsterede en af patienterne selv at flytte det ene ben frem (noget der er blevet arbejdet på i 4 måneder) og en anden at rejse sig fra senge uden støtte (noget der var blevet arbejde hen imod over 7 måneder) Så alt i alt en god dag på klinikken. I frokost pausen kom hende, jeg ikke er så meget for, med endnu en kommentar jeg ikke kan lide hende for. Jeg var blevet færdig med min bog om formiddagen så sad og læste blogs på min ipod. Hun spørger hvad jeg laver, jeg forklarer og hun svarer “Teknologi er ikke rigtig mig. Tror ikke det er nødvendigt!”. Så sluttede samtalen ellers der! Endte med at få fri ved en 15-tiden.

Hjemme i lejligheden skete der først ikke så meget men senere smuttede Fernanda, Rafael og Francesco og jeg ned i, først en kina butik og senere i Lidl for at handle ind. Om aftenen blev der spillet poker om peanuts og drukket vin/øl/portvin. Rigtig hyggelig aften. En sjov kommentar kom fra amerikaneren, Robert, senere på aftenen da han tilfældigvis kommer ud i køkkenet og siger “Well I know there was an expression that says “playing for peanuts” but you guys are actually playing for peanuts”. Den sluttede ved en 2 tiden hvor Rafael endte med at blive The Peanut Master ved at vinde en all-in fra hans og min side. Og så med et par 7!

Lørdag startede jeg med at stå sent op. Altid dejligt. Derefter lidt mad og lidt stenen foran computer, snakken over skype med familien, indtil Francesco og Magda ved 18 forslog at vi tog en tur til Baixa. Så foreslået så gjort. Kom i FNAC og fandt nogle super coole højtalere! Der er formet som en lille figur og kan lades op og kører 4 timer på en opladning. Billeder kan ses på facebook. Den hedder “Skully”. Resten af dagen endte i køkkenet med lidt vin og snak. Stille og rolig lørdag.

Dagen idag, søndag, var også meget stille og rolig. Stod op, spiste morgenmad, skriv sociologi opgave, snakkede med Julie, spiste aftensmad, er nu på vej i seng. Dejlig stille søndag som søndage skal være det!

Fysioterapeutiske tanker fra denne uge:

Professionalisme - Jeg synes, efterhånden at de virker til at være ret uprofessionelle hernede. Her er hvorfor jeg synes det:
- De snakker med hinanden imens de har patienter. Stopper midt i deres behandling for lige at svare på hvad en anden fys spørger om og kan finde på at gå i et par minutters tid midt under en behandling. Synes det virker meget forkert. Jeg kan ikke portugisisk så det kan selvfølgelig være at de snakker om noget om patienterne men selv det ville ikke helt være særlig professionelt. At snakke over hoved på patienterne om patienterne.
- De snakker om andre patienter til andre patienter. Igen forstår jeg ikke helt hvad de siger så det er blot gæt, men det virker som om at de fortæller om de forskellige patienter til andre patienter. Synes ikke det virker særlig professionelt.
- De virker ikke specielt fokuseret på lejring, på at placerer puder og lign. så patienten ligger ordentlig. Dette var først noget jeg begyndte at ligge mærke til fredag så skal lige kigge igen i næste uge.

Derudover så har jeg studset lidt mere over det der med at de siger at de har hænderne mere på hernede. Det er ikke helt min konklusion efter nu at have været her i to uger. Når vi behandler og når de behandler så har vi hænderne lige meget på er min vurdering (Når vi snakker neurologiske patienter. Har ikke så meget med andre patientgrupper at gøre så kan ikke svare for dem) men når vi ikke behandler så er det rigtig, så har de hænderne helt vildt meget på. De rører helt vildt meget ved hinanden og jeg er efterhånden ved at være små irriteret over hele tiden at bliver taget på skulderen uden at der er nogen der vil mig noget! Det er nok en af kultur forskellen jeg skal lære at leve med, men det er det der pt. irriterer mig mest.

Næste uge har primært fokus på to patienter som jeg skal skrive en Bobath orienteret opgave om samt at min bror, hvis det vulkan pis vil holde op, kommer på onsdag. Begge dele skal nok blive rigtig spændende og krydser fingre for at bror kan komme frem.

Mandag startede som de fleste dage gør hernede. Forskellen på denne dag og de andre var at jeg fra denne uge begynder at få lov til at lave mere og det skete så allerede der. Fra morgenstunden stod jeg for mobilisering af benene på to spastiske “stroke” patienter. Coolt endelig at få lavet lidt.

Herefter var der en korte pause hvor jeg valgte at drikke en Redbull. Dem som kender mig fra praktikken ved at jeg kan have lidt svært ved at holde mig vågen og hernede er det selvfølgelig ligeså. Imens jeg så drikker denne kommer en af de lokale studerende så ned og sidder i samme rum og siger “Ved du godt at det at drikke én Redbull svarer til 40 espressoer?” Jeg kigger meget forundret på hende hvorefter hun begynder at tælle 40 op med fingrene.
Jeg siger at jeg ikke er enig og at jeg mener at der faktisk er mere koffein i en espresso end der er i en Redbull. Det var hun meget uenig i og en da en af de andre fysioterapeuter kom ned spurgte vi hende. Hun holdte også på de 40. Jeg var nu sikker i min sag og ville tjekke det senere på dagen.

Resten af dagen lavede jeg lidt forskellig mobilisering, primært af ben og så også en patient som var den første vellykkede opereret for en bestemt sygdom i verden! Hun var et “medicinsk studie”. Ganske coolt. Til dem der måtte undrer sig over hvorfor jeg ikke nævner sygdommen så skyldtes det der tavshedspligt. Og ved et nævnt sygdom hvortil der kun er et vellykket opereret tilfælde, ja så var personen nok rimelig let at finde.
Resten af mandagen blev mest brugt på at hænge ud i køkkenet, lave mad og snakke med de andre beboerer… Nå ja og tjekke koffein indholdet i Redbull. Der er 80mg koffein i 250ml Redbull. Der er 100mg i en standard kop espresso.

Idag var jeg ved at kommer lidt for sent ud af døren men nåede det hele i sidste ende. Morgenstunden startede med primært at assisterer min tutor med hendes Bobath behandlinger og snakken en del omkring Bobath principper, neurologi og neurologisk fysioterapi. Meget lærerigt.
Hende fysioterapeutstuderende fra dagen før kom først senere og så gad jeg egentlig ikke at skulle til at bevise at jeg havde ret dagen før. Men under frokosten fortrød jeg!
Sidder og har spist min mad og læser lidt bog. Bliver lidt træt, lægger bogen og gaber lidt. Så siger hun “I Porugal har vi et ordsprog der siger at “nætterne er til søvn”". Igen kigger jeg forundret på hende og hun siger “Ja de er ikke til at feste i”.
Jeg er ikke imponeret over hende. Meget lidt faktisk! Håber bare hun undlader at tale for meget til mig. Så foretrækker jeg alligevel resten der primært kan og snakker portugisisk.

Om eftermiddagen fik jeg min “egen” patient. Havde set ham før men idag fik jeg lov til at lave alt, og bestemt (med lidt guidning) hvad vi skulle igennem. Super cool, og patienten kunne endda lidt engelsk Men det var rart og tror at jeg fik vist min tutor at jeg dur til noget!
Halvvejs igennem denne behandling skifter vi fra briks til at skulle lave forskellige øvelser (gå på trappe, gå på løbebånd, ski-maskinen) og der skulle patienten så have sko på. Men hvad gør man når den ene arm er lettere lammet når man skal binde sit snørrebånd? Man binder det da bare med en hånd. Var ret fedt at han kunne de. Skal have luret ham af over de næste par uger hvordan han gør. Måske man kan ende med at kunne begge sine snørebånd på én gang?

Ellers er alt vel, nogenlunde, bortset lige fra en ankel der driller men den har fået et tjek af min tutor og er nu på vej til at blive fikset så skulle det også være iorden.

Så er det blevet søndag. Første uge hernede i Lissabon er gået og der er sket en masse. Har nogenlunde fulgt med, med blog indlæggene for hver dag, men her de sidste par dage er altid gået så stærkt så har ikke rigtig lige noget at blogge om noget. Men det kommer der nu, bl.a. om ungdomshus agtig fest, Bairo Alto - en “Gaden” bydel og køkkensnak. Derudover vil dette blogindlæg også indeholde en del om første uge praktik mæssig. Men skulle er være nogen der ikke gider læse det så kan det godt springes over.

Sidste indlæg er fra tirsdag så jeg starter med onsdag. Dagen startede fint. Fandt den rigtig metro, kom af det rigtige sted og gik direkte til klinikken uden at fare vild. Sådan! Jeg havde med vilje taget afsted i god tid for at være sikker på at nå det så da jeg nåede frem havde jeg også lige tid til at nuppe en kaffe på samme cafe som jeg havde været på dagen før. Godt med en morgenkaffe. Herefter var det til klinikken og dagens første patient.
Efter denne patient fortalte min tutor mig at pga. påske, sygdom og andet så ville der den dag kun være én anden patient og det var kl. 16. Klokken var på det tidspunkt 930 så en god 6 timers pause var forude. Hvad gør man så? Man går hen til metroen og tager til Baixa-Chiado (turistdelen af byen) og oser lidt rundt. Fik drukket lidt kaffe, handlet lidt småtterier, spist og endte dagen på Starbucks med kaffe og bog. Fik læst den færdig jeg var igang med.
Herefter var det tilbage til klinikken, have sidste patient og derefter tilbage mod hjemmet. Onsdag aften endte blot med mad i køkkenet og lidt snak med de andre fra lejligheden.

Torsdag morgen var ligesom onsdag. Ellers var resten af dagen fyldt med patienter. Fik fri kl. 17. Ikke så meget sindsoprivende ved den dag. Aftenen endte igen i køkkenet med madlavning og snak.
Fredag dag var ligesom de andre dage. Op om morgenen, på klinikken og så fri allerede kl. 15. Dejligt! Da jeg kom tilbage til lejligheden var der gang i køkkenet og fik snakket lidt med folk. De havde planlagt at tage til Bairo Alto om aftenen og bagefter videre til en anden Erasmus lejlighed som eftersigende skulle holde nogle rimelig crazy fester. De spurgte om jeg ville med og, ja det var jo svært at sige nej til. Så efter aftensmad og lidt chill dvs. kl. 2330ish tog vi afsted mod metroen og afsted mod Bairo.
Bairo er lidt ligesom gaden. Forskellen ligger primært i at Bairo er en hel bydel hvorimod Gaden jo kun er en gade. Det var rimelig vildt at opleve. Der er mennesker overalt! Og barer og andet godt. Vi fandt en bar der solgte 1. liters øl for 2 Euro hang ud der.
Jeg var afsted med de to brazilianere, Rafael og hans kæreste Fernando, samt italieneren Francesco. Super hyggelige folk. Lidt efter kom en af deres fælles bekendte Allan, også fra Brazilien. Allan var en ganske spøjs type, mindede om en fra mellemøsten af udseende og der var rimelig meget gang i ham.
Efter at have gøglet lidt i Bairo gik vi til et udsigtspunk og så udover Lissabon by night og drak lidt mere. Flere folk kom til, primært italienerer og brazilianere. En af italienerne havde været i København og sagde til de andre at de skulle passe på. For danskere kunne seriøst drikke! Fik også diskuterer lidt house musik med en portugiser. Han kendte godt Trentemøller.
Efter at have hængt ud der lidt, pisset i en portugisisk pisgyde og købt mere øl gik vi mod festen. Undervejs begyndte de at advare mig. “De holder nogle gode fester men køkkenet er rigtig klamt! Og der er skrevet på alle væggene”. Interessant tænkte jeg. Det tog ikke så længe at gå derhen og ja, de havde ret. Det var hvad man forestillede sig ungdomshuset ville have set ud indvendigt. Der boede 19 Erasmus studerende fordelt over to etager. Primært folk fra Polen og Brazilien. Køkkenet mega klamt, og overalt på væggene var der skrevet ting.
Festen var lidt fesen. Der var åbenbart heller ikke kommet så mange som der plejer til disse fester så efter at have været der en times tid tog jeg med brazilianerne hjem til os selv. Rart at have nogen med der kan sproget når nu man skal med natbussen.

Og så var det langt om længe tid til at sove længe. Hele den første uge havde taget hårdt på kræfterne så var virkelig træt da jeg lagde mig til at sove. Jeg endte da også med at sove 12 timer. Efter jeg var kommet op, skypede jeg lidt med Julie og mine forældre og derefter bød italieneren på mad i køkkenet. Gratineret Risotto agtig noget. Det var okay. Herefter tog vi, Francesco (italieneren) og mig på shopping i Baxia-Chiado området. Det er det mere turistede del af Lissabon, men der ligger samtidig et lille center her. Jeg skulle købe et par bukser mere til praktikken og nogle flere hvide poloer. Fik bukserne i et stor sportsbutik og poloerne i en nærliggende 5 etagers H&M. Næste shopping tur går nok enten til Colombo eller Vasco De Gama, hvor der er henholdsvis 450 og 170 butikker. Der skulle man kunne finde hvad man har brug for.

Tøj og mad er billigt hernede hvorimod det er rimelig dyrt at bo. Altså ikke dyrt for en dansker, men dyrt set ift. priserne på mad. Så generelt kan man sige at jeg synes det hele hernede er okay billigt. Derefter var det forbi Lidl på vej hjem (endelig en butik hvor jeg kan forstå hvad der står på pakkerne), handle lidt gode øl ift. det portugisiske sprøjt. Er blevet enige med de andre om at den eneste grund til at man drikker det er for at holde sig i live.
Aften endte i køkkenet sammen med Francesco, en af catalonerne og nogle øl. Ganske hyggeligt. Francesco tog senere i byen. Jeg gik i seng.

I nat sov jeg så næsten igen 12 timer. Har åbenbart været virkelig træt. Men okay, når man er i praktik i DK så er det hårdt. Hernede kan man så tilføje at man er i en ny kultur og der er et nyt sprog. Altsammen ganske krævende. Men synes det går rigtig godt. Ugen er ihvertfald sluttet langt bedre end den startede. Synes de første par dage var rigtig hårde men er ved at være faldet til nu og har det har helt sikkert hjulpet at jeg har så flinke roommates. Tror de 12 uger (faktisk kun 11 nu) kommer til at forsvinde lynhurtigt.

Herfra vil det primært dreje sig om fysioterapien og praktikken.

Og så til arbejdet på klinikken og forskellene til DK. Jeg vil prøve umiddelbart at ridse mine umiddelbare indtryk ind som fordele og ulemper. Kan være at jeg efter de første 6 uger ændrer mening men nu må vi se.

Fordele:
- Tid. Hver patient har min. én time til behandlingen. Nogen har to og enkelte endda tre. Dette kan skyldes at det er en privat klinik, men det er rigtig rart når man står som behandler for det betyder at man har god tid til patienterne. Og da alle patienter er “stroke” (blodpropper, anurismer, iskæmisk og lign.) patienter så betyder tiden meget.
- Viden. Jeg følger min tutor og hun virker til at vide rigtig meget. Hun har rigtig godt styr på Bobath principperne men udover dette har hun også mange andre teorier i spil når hun laver behandlingen. Derudover kan jeg se på de andre fysioterapeuter på klinikken at de bruger meget elterapi og rigtig, rigtig meget hænderne på. De laver tilgengæld næsten ingen øvelsesterapi. Om det er godt eller skidt eller primært skyldes at klinikken primært behandler neurologi ved jeg ikke. Men vil vende tilbage til dette senere i praktikken.
- Familiært. Alle kender alle. Både patienter og fysioterapeuter så som jeg skrev i et tidligere indlæg så går snakken lystigt hele dagen igennem. At den så er på portugisisk er kun et lille minus for mig. Men lærer og mere portugisisk som dagene går.
- Gang. Alle patienterne går. Selv patienterne der kommer ind i kørestole er oppe at gå. Det er super fedt at se. Nogle af patienterne skal bruge guiding eller stok for at bevæge sig rundt, men de kan bevæge sig rundt og det er det vigtigste. Spurgte en af de andre fys studerende på klinikken (hun er portugiser) om de ikke havde rollatorer i Portugal for jeg havde aldrig set nogen. Hun fortalte at de havde de, bare ikke i Lissabon pga. brosten og mange bakker.

Ulemper:
- Familiært. Synes måske det nogengange bliver for lystigt. Om det er fordi jeg bare er fra en anden kultur eller hvad det er ved jeg ikke. Men synes at man måske til tider kunne udnytte tiden bedre.
- Øvelsesterapi. De laver som sagt næsten intet af dette og det synes jeg måske er en fejl. Nogen af problemstillingerne kunne måske godt løses ved øvelsesterapi. Men det er noget jeg løbende vil kigge mere på og vende tilbage med input om.

Det er lige den umiddelbare analyse. Som det kan ses er jeg pt. rimelig optimistisk stillet overfor det hele men hvem ved hvordan det ser ud om 5 uger når jeg slutter det første sted og starter det næste.
Imens jeg er på klinikken skal jeg også have læst en 400-500 sider omkring Bobath i to engelske bøger som jeg har bestilt. Derefter skal jeg skrive en opgave udfra undersøgelses skemaet i den ene bog. Tror det bliver rigtig spændende og lærerigt. Efter at have set en hel uge med Bobath princippet kan jeg rigtig godt lide hvad det er de gør og hvorfor de gør som de gør. En anden ting jeg har lagt mærke til hernede mht. hænderne på er at de måske er lidt “grovere” i deres hænder end vi er i DK. Det er svært at forklare uden at det kommer til at lyde forkert så jeg vil undlade at gøre det og derved ikke få folk til tro at terapeuterne er onde
Tror det er alt for nu. Skriver hvis jeg kommer på mere. Billeder kan som altid ses på facebook og se venligst videoen med temperaturen om natten

Indtil da husk:

Das Abenteuer Des Lebens

Troede aftenen var slut da jeg skrev sidste indlæg men nej. Strømmen gik… to gange! Og anden gang stødte jeg ind i et af italienerne som bød på hjemmelavet pizza. Køkkenet var fyldt med folkene fra lejligheden så fik italiensk pizza bagt af en italiener og braziliansk dessert laver af en brazilianer. Totalt hygge.

Nu er det i seng. Skal tidlig op imorgen og i praktik!

Idag var så første dag for praktikken. Ja, F08v jeg er lidt foran jer.
Morgenen startede begivenhedsløs. Stod op og kom afsted i fin tid. Fandt metroen uden problemer og kom af det rigtige sted… Og så gik det galt! Først farede jeg lidt vild og blev hjulpet på rette vej af en flink portugiser (De er super flinke til at pege en i den rigtige retning når man står med et kort og ser forvirret ud). Lidt ude af den gade tror jeg så jeg har fundet den rigtige vej at svinge ind af… Men nej. Ender med at ende ved en anden metro station (som heldigvis ligger i nærheden af praktikstedet). Nå, tiden blev knap, gik vild endnu engang men nåede da til sidst frem kun 15min. forsinket.

Jeg blev introduceret til min tutor aka vejlederen på praktikstedet. Hun er en dame i 50′erne med sort hår lidt gråsprængt hår og et over et hoved mindre end mig. De er generelt ret små hernede. Var med hende inde og se en patient. Patienten (en dame i 50/60erne) havde haft en blodprop for 9 måneder siden og var ved at få trænet truncus stabilitet med henblik på at få hende ud af kørestolen og til at gå igen. Vi havde hende også oppe og gå og fik lært en del om hvordan man kan faciliterer gang. Meget spændende. Herefter var der en kort pause hvor jeg blev vist rundt på klinikken. De er fem fysioterapeuter, en sekretær, to studerende og en chauffør på klinikken. Hovedparten af behandlingen foregår i et stort rum der kan inddeles ved nogle trækgardiner, men som oftest foregår al behandling så alle kan se hvad andre får lavet. Medmindre det kræver afklædning, så bliver patienten selvfølgelig dækket bag gardiner. Herefter fulgte jeg min tutor resten af dagen (lige med en 1.5 times frokost/sieste midt på dagen). Planen er at jeg skal se alle hendes patienter og når jeg/de har lært mig/dem at kende så bytter jeg rolle med min tutor. Hun vil stadig være der som tolk og for at guide men ellers kommer jeg selv til at stå for det. Derudover kommer der til at være undervisning i Bobath undervejs når der er frirum til det. Altså kort sagt 6 uger med Bobath teori og praksis.

Da dagens praktik var ovre tog jeg metroen tilbage (fandt en nemmere vej til en anden metrostation) til lejligheden. På vejen var jeg forbi et stormagasin for at købe en hvid polo (skal man have på i praktik fandt jeg ud af) og fik handlet ind. Og nu sidder jeg her efter at have snakket med folkene derhjemme over skype.

Af andre ting ved dagens praktik der kan nævnes er at de altid har 1 time til hver patient og at de har hænder MEGET MERE på end vi har. Helt vildt meget mere. Og der bruger deres kroppe meget mere i behandlingen. Det er lidt svært at forklare. Og så er de ikke blege for at bruge halvvejs hårdhændede metoder til at faciliterer (lette slag og sådan). Jeg er den eneste fyr på klinikken (udover chaufføren) så der er ren hønsegård inde i behandlingsrummet. Fysioterapeuterne er ikke for fine til lige at snakke med hinanden også imens de behandler patienter. Så man skal holde tungen lige i munden for at forsøge at overhøre lidt portugisisk, det engelske min tutor siger og så samtidig lære Bobath teknikkerne. Men synes det går okay indtil videre. Har lært lidt små fraser så inden længe kan jeg nok de vigtigste små nødvendigheder.

Nu er det søvn tid. Varmen og alle de nye indtryk gør mig meget træt!

Lørdag morgen tog jeg afsked med familie og kæreste og drog afsted mod Lissabon. Turen til Kbh var ganske stille, rolig og begivenhedsløs, og en smule trist. 5 timer i Kbh lufthavn var en del tid at slå ihjel. Fik lidt mad og læste lidt bog. Så gik turen mod Madrid og flyvet blev fyldt med irriterende sydlandske mennesker der sad urolig og rendte frem og tilbage i flyet (er vidst begyndt at blive en rigtig Kristensen!). Udover dette så forstår jeg virkelig ikke at folk ikke kan blive siddende til skiltet med sikkerhedsselen er slukket. I kommer jo ikke hurtigere ud alligevel!
Nå vente tid i Madrid lufthavn. McD, bog og espresso og så var de 3 timer hurtigt gået.
Igen op i flyvet med en flok sydlandske mennesker og en times tid efter var jeg i Lissabon. Godt træt. Fik min bagage som en af de første og så var det ud og finde min vejleder.

Og så fik jeg et af mine store ønsker opfyldt. Det lyder ikke af meget men jeg har altid gerne ville prøve at komme ud af en lufthavn og så er der en der venter på en med et skilt med ens navn på… Og det var der denne gang! Super coolt. Vi fandt hans bil (en SMART) og kørte mod Lissabon. Fik en hurtig sightseeing tur om aftenen, men efter en lang dag er jeg lidt i tvivl om hvor meget jeg fik ud af det! Men hyggeligt var det. Jeg blev sat af ved mit hostel, fik mit værelse og gik i seng med det samme! Var totalt smadret så faldt hurtigt i søvn…

Næste morgen de vigtigste ting i lommerne (kamera, penge og pas) og så afsted og se lidt på byen. Fik kigget på Baixa, Ciado og Bairo Alto. Det er nok de mere turistede dele af byen. Fik lokaliseret nogle metro stationer og sad lidt ved vandet og kiggede. Ganske fint. Henunder eftermiddagen gik jeg tilbage til hostelet for at ringe til den udlejer jeg havde snakket med hjemmefra ang. lejlighed. Han kunne ikke mødes igår pga. påske men vi aftalte at mødes idag istedet. Derefter havde jeg ikke umiddelbart så meget at lave. Læste lidt bog og så ringede Katrine (en veninde hjemmefra der læser Ernæring hernede i et semester). Vi aftalte at mødes henunder aften for at gå ud og spise. Det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket lidt om løst og fast og jeg fik udspurgt hende lidt om hvordan det var at bo hernede. Maden endte med at være indisk og kaffen blev indtaget på en nærliggende cafe. Herefter var det for mit vedkommende blot tilbage til hostelet. Dette var blivet lidt mere stille end dagen før. Pga. påske havde der være rigtig mange gæster men alle disse var nu taget hjem og istedet var der blot et nat receptionist, to andre og mig. Rimelig ensomt!
Så en video med receptionisten inden jeg krøb til køjs. Var rimelig ensomt at sove alene mand på en seks sengssal.

Vågnede idag og var egentlig ikke særlig opsat på noget som helst. Var rimelig ramt af hjemveg og synes sq det hele var noget lort. Fik mig dog sparket ud af sengen, gjort mig klar og gik mod skolen hernede for at have møde med min vejleder. Oprindelig var planen at tage toget derud, men var i så god tid at jeg mente at jeg sagtens kunne nå at gå derhen… Det havde nok også være smart nok hvis jeg havde fundet vej i første hug.
Dog kom jeg kun 15min. for sent, og gik ikke en decideret omvej, dummede mig blot ved at gå op af en bakke for at gå ned på den anden siden. Kunne sagtens have gået udenom. Da jeg var kommet ned igen følte jeg mig lidt presset på tid og spurgte en ung pige ved et busstoppested om vej. Det viste sig at bygningen jeg ledte efter var 10 meter væk, gemt bag et højhus. En lille smule pinligt, men hey jeg vidste det jo ikke.
Kom ind i bygningen, tog elevatoren til 11. sal og fandt min vejleder. Vi startede med at tale lidt om de forskellige nødvendige informationer der nu måtte være.

F.eks. skal jeg aflevere case rapporter på engelsk og bliver evalueret efter portuguisisk standard. Om det er godt eller skidt vil tiden vise. Fandt ud af at de skulle være meget mere “hænderne på” hernede ift. DK. Bliver spændende. Og fik afvide at jeg endelig måtte spørge, være proaktiv og bare kaste mig ud i det. Min tutor på de forskellige steder skulle nok hjælpe mig i land igen hvis det gik helt galt.

Herefter fik jeg en rundvisning af skolen og vi talte lidt om forskellene på hjemme og her. F.eks. bruger de kun engelske bøger hernede, og har istedet for fysiske bøger mere eller mindre gået over til ebooks, altså elektroniske bøger. Det betyder at når jeg nu her om nogle dage får et login til deres bibliotek så har jeg adgang til 50.000 bøger og videnskabelig artikler fra deres arkiv. Super coolt! Godt jeg ikke slæbte mine med hjemmefra. Skolen er meget mindre end den derhjemme, men der er også en anden stor forskel. Det er en Røde Kors skole. Det betyder at alle elever bliver opfordret til at lave frivillig arbejde i Afrika og Sydamerika. Der er andre fysioterapeut skoler hernede som er mere a la hvad vi kender hjemmefra. Men som sagt, skolen er meget lille hernede men de forstår at udnytte den plads der nu er. På rundturen blev jeg også introduceret til forskellige af underviserne, bla. en klinisk psykolog som, hvis det er muligt, skal rette min pæd/psyk opgave istedet for derhjemme. Jeg skal lige have fundet ud af om det er iorden men det kunne være cool.

Herefter var mødet ved at være ovre og jeg blev sluppet fri til endnu engang at kigge på Lissabon by. Jeg valgte at gå tilbage fra skolen igen, dog en lidt andre og væsentlig pænere vej denne gang. På vej tilbage begyndte jeg at forstå hvorfor det er at alle man møder hernede siger at man kommer i god form af at bo i Lissabon. Der er bakker overalt! Man går næsten altid op eller ned, så benene bliver godt ømme henunder aften.
Vel tilbage i den turistede del af byen fandt jeg et center at spise i og bagefter en Starbucks. Når nu man har chancen kan man ligeså godt tage imod den. Nåede dog ikke at sidde vildt længe da der tikkede en sms ind fra udlejeren om jeg kunne mødes tidligere. Ingen problem. Smuttede ned i metroen som lå under centret og kom ganske hurtigt til den rigtige station og kom af og op over jorden igen… Og så gik det galt! Gik forkert så endte med at gå vest istedet for øst. Nåede at gå en 10mins. tid før jeg havde opgivet kortet og spurgt en om vej. De pegede mig så tilbage i retning af hvor jeg var kommet fra. Nå, men der var ikke andet at gøre end at sætte det lange ben foran. Var lige ved at komme meget for sent men det endte med kun at være syv minutter. Mødte udlejeren og kom indenfor. Værelset var/er ikke særlig stort. Nok en 12-15kvm. Derudover er det så to fælles badeværelser og et fælles køkken. Deler det med hvad jeg indtil videre har fundet ud af er to italienere, to brazilianere og to cataloniere (Spanien og så alligevel ikke. Længere forklaring) De er alle super fine. Endte med at vælge at bo her. Der er lidt dyrere, 300 Euro plus forbrug (som er ca. 40 Euro) men for det får man en super god placering, el, vand, varme, internet, toiletpapir og en rengøringsdame der kommer to gange om ugen og gør rent i fælles områderne. Det er ganske okay. Derudover så er der åbenbart bolig mangle i Lissabon for tiden hvilket betyder at det eneste alternativ til dette jeg kunne finde ligger 15min. med tog for at komme til en metrostation for at kunne komme ind til midtbyen af Lissabon og mine praktiksteder. Her hvor jeg bor kan jeg enten tage metroen 3-4 stop eller gå de 25-30min. det tager. Lidt bedre!

Nu sidder jeg så her og skriver. Har fået hentet min bagage fra hostelet, fået handlet ind i Lidl og spist (hvilket de andre synes var totalt underligt. Spiste jo allerede kl. 20!) og ja, sidder her ny og nyder en øl og M&Ms. Imorgen starter praktikken. Skal starte på klinik som er specialiseret i at benytte Bobath princippet (guidning til hjerneskadet). Glæder mig til at komme igang nu. Men indtil da husk på…

Das Abenteuer Des Lebens!

P.s så kan billeder ses på facebook.

Foerste post fra Lissabon bliver lidt kort da jeg lige hurtigt har laant hostelets computer. Jeg er kommet fint herned. Blev afhentet i lufthavnen af min vejleder, Tiago. Det var super! Fik en hurtig rundtur i Lissabon (pr. bil) saa jeg nogenlunde fik styr paa hvordan tingene ligger. Idag har jeg vaeret ude og gaa og kigge lidt paa det hele og skal nu til og igang med at finde mig en lejlighed. Har nogle numre hjemme fra der skal ringes til saa det bliver spaendende.

Imorgen skal jeg paa skolen og have informationer om alle mulige forskellige ting og samtidig have set mine praktiksteder. Bliver super spaendende.

Savner alle derhjemme og glaeder mig til faa koblet min egen computer paa nettet saa skype kan blive brugt flittigt.

På lørdag sker det. Jeg tager afsted mod Lissabon med fly for at tilbringe 3 måneder i denne europæiske hovedstad i udenlandspraktik. Min plan er løbende at blogge herinde omkring hvad jeg oplever dernede, på godt og ondt.

Det jeg ved indtil videre er at jeg bliver hentet i lufthavnen af min vejleder Tiago og kørt til et hostel. Der skal jeg sove de to første nætter imens jeg kigger de lejligheder/værelser jeg har fået tilbudt. Håber hurtigt at kunne flytte ind i et af dem. Tirsdag d. 6 April er så dagen jeg starter i selve praktikken. Om det bliver på den neurologiske klinik eller i psykiatrien vides ikke endnu, men starter et af stederne.

Vil vende tilbage med mere når der er mere at fortælle.

Indtil da, Das Abenteuer Des Lebens!

Jeg har over den sidste rum tid fået læst lidt bøger igen. Super dejligt. Ud af dem er der et par stykker jeg vil anbefale folk at læse. De er virkelig gode og sætter spørgsmålstegn ved den måde vi går og lever på. Sætter det hele lidt i perspektiv. Og enkelte er bare gode bøger

Bogliste:

-Tuesdays with Morrie - Mitch Albom

-One More Day - Mitch Albom

-The Five People You Meet In Heaven - Mitch Albom

-Into The Wild - Jon Krakauer

-The Boy In The Striped Pyjamas - John Boyne

Jeg har idag skiftet et dybere bekendtskab med diplomati af grunde som måske med tiden vil komme frem herinde. Jeg synes altid det har været svært at sætte sig ind i hvad diplomati egentlig er for en størrelse, hvilke mekanismer der bruges og hvordan det egentlig fungerer og gør noget. Efter lidt snak med min far kommer han med følgende løsligt citerede citat:

“Diplomati er at snakke sammen selvom man er i krig, selvom man hader hinanden og selvom man slår hinanden ihjel. Man bliver ved med at snakke samme og forsøge at finde en fredelig løsning. Alternativet er simpelthen ikke en mulighed!”

Med det i mente henledes ens tanker til det arbejde der bliver gjort i lokalerne bag krisen. I de små gange over til tider glødende telefonlinjer. John Von Neumann og Oskar Morgenstern, hovedgrundlæggerne bag “Game Theory” sørgede f.eks. for at få installeret den røde telefon med direkte forbindelse imellem Det Hvide Hus og Kreml. Dette var for at diplomatiet altid var en udvej, at man altid kunne snakke sammen. Alternativet er ikke en løsning!

Afslutningsvis kan jeg nævne en række diplomater/spillere i international politik som vi kun kan gisne om hvor stor indflydelse har haft på det samfund vi lever i idag: Metternich, Bismarck, Kissinger, Clinton og Scavenius… Der kunne nævnes mange flere, og jeg er ikke engang sikker på at hvis jeg fyldte flere sider ville jeg få alle de mennesker der via talens og sprogets klang har gjort at vores samfund har formet sig som det har.

Til aller, aller sidst kommer et åbent spørgsmål som folk er velkommen til at kommenterer: “Er diplomati egentlig blot parterapi for lande?”