Lokefar.dk

Der er sket en del siden sidst. Så meget faktisk at det først er nu jeg har “tid” til at skrive et blogindlæg. Eller det hedder nok snarere at det først er nu jeg kom i tanke om igen at jeg har en blog og at der rent faktisk er folk der læser hvad jeg laver hernede.

Første uge på klinikken gik super fint. Inez, fysioterapeuten der snakker godt engelsk, tog til Paris tirsdag for at deltage i en konference så det var kun Leonor og mig hele ugen. Hendes engelsk er virkelig ikke så godt men vi klarer os igennem med engelsk, fagter og mig der forsøger at gætte nogle portugisiske ord. Og nå ja Google Translater. Tak Google Translater.

Har set lidt forskellige patienter og deltaget i en del holdtræninger i første uge så det var godt. Fredag fik jeg fri kl. 12 så jeg kunne tage ned og mødes med min familie. De havde landet kl. 11 så det passede altsammen meget godt. Mødtes med dem på en cafe tæt på hvor jeg bor. Deres hotel lå tæt på hvor jeg bor.
Det var rigtig godt at se dem igen. Og var en rigtig hyggelig weekend. Kan ikke huske den helt i detaljer men der blev snakker, spist, drukket, hygget og shoppet, præcis som det burde.

Mandag tog Kristian hjem så jeg overtog hans plads på hotellet. Skulle først møde kl. 14 tirsdag. Var rigtig rart at sove i et rum med Aircondition og være i et bad hvor bruseren kan hænge på væggen og vandet samtidig ikke skifter temperatur hver andet øjeblik (Vi har gas varmer i lejligheden).

Tirsdag var en stille dag. Vi så et museum for moderne mode og ellers summet rundt i midtbyen. Ca. kl. 13 tog vi til Campo Pequeno (ligger imellem min lejlighed og praktikstedet og tæt på deres hotel). Vi spiste og sagde derefter farvel. Jeg skulle i praktikken og de skulle mod lufthavnen. Er nu rart at tænke på at der nu kun er 4 uger til at jeg ser alle igen. Og kun 4 uger til jeg ser Julie igen.

Onsdag var præget af træthed. Det er hårdt at have besøg og lege turist efter at man har haft en arbejdsdag så gik hele dagen og “små sov”. Da jeg kom fra praktikken stod den derfor på en 2 timerslur, aftensmad og så i seng og sov 9 timer. Så var jeg også ganske veludhvilet.

Torsdag var der besøg fra skolen hjemmefra. Min danske vejleder var hernede for at se skolen og de praktiksteder jeg har været i. UCN og Cruz Vermelha er ved at starte et udvekslingsprogram op sammen og derfor dette besøg. Var rimelig stille og rolig. Snakkede lidt fysioterapi, på dansk, med min danske vejleder og fik derudover fortalt om stedet hernede. Fik afvide at de portugisiske mentorer roser mig rigtig højt hernede. Det kan jeg vidst kun være tilfreds med.

Dagen idag har været stille og rolig. Fik fri kl. 1230 og har brugt resten af dagen på afslapning. Ved ikke helt hvad aftenen og weekenden bringer. Alle i lejligheden er enten igang med eksamen, igang med at skrive afsluttende opgaver eller lign. så der er både stille og lidt spændt stemning over det hele. Men tror det ender med et eller andet her i weekenden. Vejrudsigten ser god ud.

Mht. fysioterapien så går det rigtig godt det nye sted. Har fået ansvaret for holdtræning af folkene fra dags centret så kører en times holdtræning hver dag. Derudover har jeg 3 faste patienter som jeg holder styr på. Må sige at jeg laver væsentlig mere her og det er super! Dejligt rent faktisk at kunne være til gavn istedet for blot at observerer.

Det var alt for nu.

“Das Abenteuer Des Lebens”

Igår var det så tiden til at jeg skulle starte på det nye praktiksted. Vågnede spændt og stadig med lidt sygdom i maven. Fik spist lidt ristet brød og det lagde en dæmper på den. Jeg havde valgt at gå til praktikstedet. Der var ifølge Google Maps 35 mins. gang. Alternativt kunne jeg gå 5 min. til metroen, kører tre stop og så gå 15min. til praktikstedet. Valgte bare at gå.
Halvvejs derhenne begyndte maven dog at slå knuder på sig selv. Var inde på en enkelt cafe og forsøge at komme på toilettet men der var optaget! Så opgav, gik udenfor, trak lidt frisk luft og tog en tår vand. Det hjalp og det sidste stykke var der ingen problemer.

Jeg skulle mødtes med en af Tiagos kollegaer foran hovedporten. Tiago, min internationale vejleder, er til konferrence i Finland disse dage. Fandt kollegaen, Rodrigues, uden problemer.
Mit nye praktiks sted ligger inde i en kæmpe hospitalspark. Foruden hospitalet ligger der nogle medicinal virksomheder samt pharmaceut og sygeplejeske skolen i parken. Den er stor! Rodrigues havde ikke været på stedet før så han var nødt til at ringe et par gange til min nye mentor for at finde det rigtige sted hen. Vi fandt det til sidst og blev mødt af min nye mentor, Leonor og den anden fysioterapeut på stedet, Inez, udenfor bygningen.
Stedet er et misbrugsbehandlingscenter. Alle patienter der kommer her er der af egen fri vilje. Ved hoveddøren sidder en sikkerhedsvagt som jeg blev introduceret til så han kunne huske mig de næste 6 uger.

Min mentor, Leonor, snakker ikke så godt engelsk, men hun forsøger rigtig gerne. Hun har 23 års erfaring inden for toksokologi og er “the go to person” omkring det i Portugal. Derudover er dette center det eneste af sin slags i Portugal. Inez er god til engelsk. Hun blev færdig uddannet for 3 år siden og har arbejdet her i 2 år.

På centret er der to typer patienter. Der er dagscenter brugere og der er indlagte. Dagscenter brugerne kommer hver morgen kl. 9 og går hjem kl. 17. De har så en masse forskellige aktiviteter iløbet af dagen de kan komme på deriblandt fysioterapi. De indlagte er der typisk 7-10 dage. Omkring 7 for heroin afvænning og omkring 10 for alkohol afvænning. Dem der er indlagte er bag låste døre med vagt. Dette er for at sikre sig at andre mennesker ikke blander sig med dem.

Dagens første opgave bestod i holdtræning af dagscenter brugere. Normalt er de delt ind i A og B gruppe men igår var begge grupper samlet så der var 15 patienter ialt. Punktligheden er ikke så stor så vi kom først igang en 15-20min senere end planlagt. Men det tages ikke så tung. Der er en meget afslappet, nede på jorden stemning på dette center. Rigtig dejligt. Træningen startede med at alle patienter præsenterede sig for mig og jeg troede det var løgn men 12 ud af de 15 præsenterede sig på forståeligt engelsk. Væsentlig bedre statistik end på klinikken. Dem der ikke kunne engelsk oversatte Inez for mig. Hun var hele dagen rigtig flink til at oversætte alt. Og så tæt på ordret som mulig så jeg følte mig rigtig godt med og velkommen.
Træningen bestod af opvarmning, lidt koordinationsøvelser og balanceøvelser (bla den velkendte spejl-leg) og afsluttende med afslapning. Der bliver brugt rigtig meget afslapning/afspænding i behandlingen.
Efter holdtræning var der holdtræning igen. Denne gang med indlagte patienter. Fem af de indlagte havde lyst til at være med så det blev en lille gruppe. Opskriften var noget a la det samme. Opvarmning, lidt koordination og balance og afspænding, denne gang med varmepuder på lænden.

Herefter var det blevet tid til frokost. Fulgte med min mentor til en af cafeerne på hospitalsområdet og fik noget traditionelt portugisisk mad. Var okay og maven havde ikke noget imod det. Fik også snakket en del med min mentor her. Dog gik meget af tiden med at lede efter de rigtige ord. Dog forstod jeg af hendes ældste søn havde boet i London og at hun da hun havde besøgt ham, var blevet helt vild med Starbucks. Det skal nok blive en god praktik.

Efter vi havde spist viste Leonor mig rundt i Taipas (Misbrugscentret). Vi var inde og se hvor psykologerne, socialrådgiverne sidder på stueetagen og jeg fik mødt bossen for centret. Vi var også inde og se stedet hvor metadon bliver givet til patienterne. Virkede smart, effektivt og utrolig venligt.
Førstesalen er dagscentret og indlagte patienter. Dagscentret har en masse forskellige aktivitetsrum til at lave alt mulig håndarbejde, male, sy, små ting i træ, og der er computer og lokaler til at lære boglige færdigheder. Herinde arbejder primært ergoterapeuter og undervisere. Det sidste på første sal er så gymnastiksalen, et undersøgelsesrum og et kontor som er fysioterapeuternes.

Efter frokost og rundvisning var der to patienter som Inez havde jeg overværede. Det var meget det samme som holdtræningen bare på individuelt niveau. Dette var patienter som ikke længere kommer i dagscenteret men stadig har behov for den fysioterapi behandlig fra tid til anden.

Herefter sat jeg og gennemgik deres “bibliotek” om fysioterapi i psykiatrien og har lånt en bog med hjem jeg skal have kigget lidt i. Fik snakket mere med Leonor og Inez og kl. 16 var dagen slut. Jeg valgte igen at gå. Denne gang var det væsentlig varmere end om morgen. Nogle af de udendørs termometre meldte om 28 grader. Så det var ganske varmt men dejligt. Der har været lidt koldt på det sidste.

Resten af dagen var meget standard. Lidt afslapning, spisning, snakken med de andre i lejligheden. Det var en rigtig god dag og er sikker på at de næste 6 uger bliver rigtig gode og lærrige.

Lad os starte med det første… Eksamen, eller havde først forstået det som at det blot ville være en overværelse af min internationale vejleder af en patient som min mentor og jeg havde. Det var det så ikke helt, det var en regulær eksamen. Men dem der kender mig ved at jeg ikke bliver nervøs og det gjorde jeg heller ikke denne gang. Det gik super. Kan bestemt ikke klage. Endte med A eller 12 eller 18,5 ud af 20 alt efter hvilken skala man vælger at bruge. Dog er jeg lidt irriteret. Grunden til at jeg ikke endte på 20 ud af 20 var at min mentor mente at jeg ikke var så god til at skabe relationer med patienterne men specielt ikke til de andre kollegaer. Det gjorde mig pænt sur. Hun snakkede om at de alle havde forsøgt i første uge at skabe kontakt men ikke rigtig havde kommet igennem.
Jeg vil sige at mht. patienterne kan der være noget om det. Kunne nok have forsøgt mig noget mere med de ord jeg kan og ellers med engelsk. Den er fair nok. Men med de andre kollegaer. Jeg vil sige det sådan at selv i Danmark skaber jeg ikke relationer med folk der fornærmer mig og som jeg ikke kan med. Det er sådan jeg er!
Derudover mener jeg ikke helt at det er fair at bedømme mig på min første uge hernede. Alt var nyt og lettere kaos. Har snakket med brazilianerne om det og de var enig med mig. Har jo skabt fine relationer med dem jeg bor med. Men pyt imorgen starter jeg det nye sted så kan man starte forfra.

Fredag var min sidste dag på klinikken. Startede som sædvanlig med kaffe på den lokale cafe, mine to egne patienter fra morgenstunden, en af min mentors patienter, så en af vores fælles. Så var det spise pause og jeg fik en burger på cafeen som jeg har fået et par gange. Var faktisk lidt sørgmodigt at sige farvel til sit stamsted.
Efter pausen var der en af vores fællespatienter, derefter en af min mentors patienter og så var jeg færdig. Jeg overrakte en æske med Anton Berg chokolade (noget vi havde snakket om i første uge jeg var her) til min mentor og fik et billede med hende. Fik sagt farvel til hele flokken på portugisisk maner (et kys på hver kind) og så var det afsted. Omend at den første praktik har haft sine op og nedture så må jeg indrømme at det faktisk var sørgmodigt at sige farvel til stedet. Har jo trodsalt tilbragt det meste af de sidste 6 uger der. Relationer eller ej.

Fredag eftermiddag/aften tog vi (brazilianerne og mig) til Colombo (et kæmpe shoppingcenter) for at se Robin Hood. Ganske god film. Ellers var jeg på jagt efter Five Finger Shoes men tror ikke de er til at finde her i Lissabon. Har et sidste forsøg men tvivler. Efter filmen var vi i et supermarked og købe god øl og så tilbage til lejligheden til snak og øl. Er ikke i tvivl om at selvom jeg glæder mig til at komme hjem så er Rafael, Fernanda og Francesco tre mennesker jeg kommer til at savne rigtig meget.

Lørdag vågnede jeg op og havde det virkelig dårligt. Hovedpine, feber og tynd mave. Det stod på det meste af dagen. Forsøge op af dagen med lidt mad og cola og det lagde en dæmper på det hele. Nok til at jeg følte mig klar til at komme til et bøsse bryllup som Fernanda var blevet inviteret til. Det kunne jeg jo ikke gå glip af så vi tog afsted. Da vi kom frem til stedet vidste det sig dog at enten var det ikke det rigtige sted, den rigtige dag eller det rigtige tidspunkt. Pyt omend jeg gerne ville have overværet et bøsse bryllup. Bagefter gik vi til det store slot til hvor der var et kulturelt marked. Det var ganske fint. Herefter tilbage til området omkring lejligheden og ud af spise på noget japansk. Følte maven havde det fint men tog den med ro med crazy ting. Dog var maven ikke okay så om aften fik jeg høj feber igen, hovedpine og virkelig dårlig mave. Var oppe hver 2. time eller sådan noget i nat. Dog ser det ud til at der er ro på det nu og at jeg kan komme til det nye praktiksted imorgen. Håber!

Derudover så er Francesco lige kommet tilbage fra Italien. Han hader også Island nu. Alle lufthavne har været lukket indtil for få dage siden. Men godt at han er tilbage, så kommer der lidt mere liv i huset. Det var alt for nu. Næste indlæg bliver nok om tossede mennesker. Hygge til…

Blogposten idag bliver som den foregående, et skud med spredehagl med hvad jeg har lavet hernede sidsen sidst.

- Fundet mit et nyt “spil” jeg spiller på daglig basis. Det hedder “hvor uhøflig kan man være overfor en portugiser før de siger noget”. Som tidligere nævnt er de ikke så høflige hernede og det irriterer mig grænseløst så nu har jeg sat mig for at finde ud af det. Og det gør jeg så ligeså stille og rolig hver dag. Det er noget med hvis folk ikke flytter sig på fortorvet når de går to, jamen så flytter jeg mig heller ikke. Hvis folk går ind foran så går jeg helt op i nakken og skraber foden hårdt henover underlaget så de kan høre det. Sådan nogle små ting. Og det hele er selvfølgelig ment i god ånd

- Søndag vandt Benfica det portugisiske mesterskab i fodbold, og det kunne man høre hele natten iform at dyttende biler og fyrværkeri. Meget svært at falde i søvn

- Haft fri idag pga. pavebesøg. Ganske dejligt. Imorgen står den på “clinical assesment” med min mentor og internationale vejleder. Det er for at se om jeg har lært noget og bagefter en snak om hvad jeg har fået ud af det. Det skal nok blive godt. dette er sidste uge på klinikkken. Næste år starter jeg på psykiatrisk afdeling for toxacologi aka eksmisbrugere. Tror det bliver rigtig spændende og meget anderledes. Er fint tilfreds med at skulle skifte sted. Har haft det rigtig godt på klinikken men det er nu rart at få prøvet noget nyt.

Ellers er der vidst umiddelbart ikke så meget nyt. Skal nok skrive noget herinde hvis der pludselig sker noget interessant

Nu er det faktisk gået hen og blevet sådan hernede at min tid er meget fokuseret på praktikken. Tror jeg er ved at være nået til det punkt hvor jeg har vænnet mig til at være hernede og dermed alle de små dagligdags ting som indtil videre har taget så meget tid er faldet på plads. Misforstå mig ikke. Savner stadig folk derhjemme men er efterhånden blevet lidt afklaret med det hele.

Fysioterapeutisk siden sidst:
- Har haft vejleder og mentor møde. Min internationale vejleder hernede kom på praktikbesøg og havde et møde mig min mentor og mig. Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvordan det gik og fik ros for mit arbejde hernede. Vi aftalte at foruden mine to case rapporter så får jeg en “live” evaluering inden jeg stopper her samt at jeg til min internationale vejleder skal give feedback på praktikstedet samt skrive lidt om forskellene på DK og Portugal så de har det til de næste danskere kommer herned. Han har allerede info på Nordmænd, Polakker og Englændere.
- Jeg har afleveret første case rapport og fået den tilbage igen. Med meget positiv feedback! Der var nogle ting der skulle rettes til. Noget jeg havde misforstået og noget jeg ikke havde fanget fordi patienten havde sagt det på Portugisisk og ja var “lost in translation”. Men genafleverer den imorgen og så må vi se om ikke den er helt som den skal være. Er gået igang med anden case rapport om en rigtig, rigtig spændende patient. Den skulle gerne afleveres på fredag for at min mentor har mulighed for at kigge på den, give respons og jeg kan rette den til. Næste uge er jo den sidste!
- Er blevet mere og mere selvstændig i behandlingen. Har efterhånden lært patienterne at kende så nu fungerer behandlingen uden problem vha. tegnsprog, nik, de få portugisiske ord jeg kan og det engelske de nu kan. Til tider fungerer det og andre gange træder en af de andre til med oversættelse. Er dog fortrøstningsfuld for kan mærke at behandlingen virker på patienterne og se fremskridt uge for uge.
- Jeg har stadig gang i humlen omkring det med professionalismen versus det familiære. Kan ikke helt konkluderer på noget endnu men er ihvertfald sikker på at de hælder mere til det familiære hernede fremfor det professionelle. Jeg skal have skrevet dybere om det her, men tror kun det bliver til min internationale vejleder og ikke herinde.

Andre ting der lige er sket:
- Oplevede for første gang billet kontrol i Metroen hernede. Troede ellers ikke det var noget der fandtes da det hele kører elektronisk over nogle chips i billetterne. Men Metro folkene har en scanner med rundt som kan tjekke billetterne. Ganske coolt.
- En gammel dame var ved at falde baglæns ned af rulletrapperne en morgen på vej til klinikken. Gutten der var på vej op af rulletrappen nåede dog at gribe hende inden hun havde taget mere end 2 skridt ned af. Heldigt ellers havde der været lavine på vej ned af rulletrappen.
- Bliver gang på gang forundret over priserne hernede. Købte en espresso idag til 0,55 Euro. Det er ca. 4 kr. Det får man ikke meget espresso for derhjemme. Har tænkt mig at lave et større skema over prisforskellene på hjemme og hernede, men kan allerede nu sige at lige med undtagelse af bolig så er alt hvad jeg har fundet billigere hernede.

Fernandas mor tog hjem igår og Francesco kommer tilbage fra Italien i aften så fra imorgen skulle der være godt gang i hytten igen. Her har været noget stille. Næste weekend står den på stranden, byen, øl og masser af kød! Bliver en god weekend. Og så slutteligt kan jeg sige at jeg nu har været her én måned og skal være her to måneder endnu. Utroligt egentlig at der allerede er gået en måned.